Menu

VIGTIG SEJR I INTENS KAMP

image
05. oktober 2022 kl. 14:12

VIGTIG SEJR I INTENS KAMP

Søndagens kamp mellem de to formstærke hold, Young Boys og VSK, på Vejlby stadion blev nøjagtig lige så intens, som forudset. Det blev en fair, men hård fight for de to hold. Begge hold vil gerne spille fodbold. De tekniske gode spillere blev dog fra starten udfordret, da et voldsomt uvejr trak ind over Vejlby stadion netop som kampen startede. En våd og fedtet bane vanskeliggjorde det velpolerede fodboldspil og overlod det til et fysisk slag på midtbanen. Det betød en chancefattig kamp, hvor specielt den sidste og næstsidste aflevering ofte blev for upræcis og gjorde det let for forsvarene at trævle det op på den svære bane.

Young Boys spillede sig dog igennem i højre side til en afslutning i det 20. minut. Men en stor redning af målmand Rasmus From holdt VSK inde i kampen. Det var også tilfældet fem minutter senere, hvor From tog sig kærligt af et godt langskudsforsøg fra Silkeborg-holdet.

Mens man havde indstillet sig på et uafgjort resultat, som vel også havde været et retfærdigt udfald, tog kampen pludselig en drejning i overtiden. VSK spillerne virkede ukoncentreret ved et par indkast og midt på egen banehalvdel lavede man et frispark i det 92. minut. Young Boys sendte frisparket ind blandt de 20 spillere, der var samlet i VSK-straffesparkfeltet. Igen markerede Rasmus From sig ved at gå ud og gribe bolden og afværgede dermed en potentiel farlig situation. Med et hurtigt udkast satte From en omstilling i gang. Det løb dog ud i sandet. Men VSK fastholdt presset, og i det 93. minut havnede en tilfældig clearing hos Malthe Karsberg, der optimistisk fyrede et hårdt langskud afsted mod Young Boys-målet. Her undervurderede målmanden, Henrik Lindhard Jensen tilsyneladende skuddet. Selvom han havde begge hænder på bolden, trillede bolden ind i nettet bag ham til en lidt heldig VSK-sejr med Karsberg som matchvinder. Minuttet efter fløjtede dommer Martin Bødker Jensen kampen af.

Sejren var vigtig for VSK. Der er nu kun et point op til Young Boys. Da Vanløse samtidigt tabte i Næsby, rykkede VSK op på 6. pladsen med 15 point ligesom Vanløse. VSK´s næste kamp er på lørdag, hvor holdet drager til netop Vanløse. Det understreger det gamle fodbold udtryk: Den næste kamp er den vigtigste.

Luk