Menu

SPÆNDENDE KAMP PÅ FYN

image
14. oktober 2022 kl. 13:52

SPÆNDENDE KAMP PÅ FYN

Der er lagt op til en spændende og jævnbyrdig kamp, når VSK lørdag kl. 14 spiller i Næsby. Det er to hold, der kender hinanden. De seneste mange år har de to klubber ligget i samme række og spillet mange gode og jævnbyrdige kampe. Sidste år sluttede VSK som nummer tre, og Næsby blev nummer fire i 3. division. I år er Næsby efter en lidt tøvende start kommet bedre med, selvom det blev til nederlag mod Young Boys i sidste kamp. Næsby er placeret på sjettepladsen og har to point mere end VSK, der ligger lige under.

Næsby er et teknisk godt hold, der gerne vil spille offensivt, så man kan udnytte fysisk stærke typer som Phillip Stoustrup, der scorede i sidste weekend og topscoreren, Kasper Høst, der er noteret for 6 mål. Han lavede hat trick i sidste hjemmekamp, hvor holdet besejrede Vanløse 4-1.

Efter en spillemæssigt fin indsats i sidste weekend mod Vanløse, håber VSK på lidt mere held i sprøjten. I ugens løb har holdet lagt frustrationerne over 1-0-nederlaget til side, og man er klar til en hård fight i Næsby. Marcus Sloth Jørgensen sidder over i lørdagens kamp. Men det giver plads til andre spillere, der kan tage ansvar og løfte holdet. Tobias Bach er tilbage i truppen.

Hvis du ikke har mulighed for at overvære kampen på Stærehusvej i Odense, kan du se den på live streaming på lørdag kl. 14 her: https://3-division.dk/streaming/

Luk