Menu

Oprykning eller øget spænding?

image
11. maj 2023 kl. 16:19
Middelfart Boldklub - VSK Aarhus lørdag d. 13. maj kl. 14.00

Oprykning eller øget spænding?

Der er lagt op til en fantastisk herrekamp, når VSK ´s 3. divisionshold på lørdag skal på besøg hos divisionens suveræne førerhold, Middelfart. Her bliver det afgjort, om Middelfart 100% sikkert sikrer sig oprykning. Alternativt kan VSK skabe yderligere spænding om, hvem der skal følge med op i 2. division. Hjemmeholdet har 16 point mere end VSK på tredjepladsen. Mange af de ekstra point er hentet i overtidsminutterne. Således også, da VSK sidste gang var på besøg i Middelfart. Her sikrede førerholdet sig først sejren 5 minutter inde i overtiden. Tilsvarende i den sidste kamp i grundspillet, hvor Young Boys førte 2-1 i det 94. minut. 1½ minut senere stod Middelfart som sejrherre med 3-2. Så VSK skal passe ekstra godt på i overtidsminutterne!

Middelfart er samtidigt et solidt, professionelt hold, der består af en god kombination af erfarne spillere, der har spillet på et højere niveau krydret med et par unge talenter. De vender fortjent tilbage til 2. division. Spørgsmålet er, om VSK kan udnytte den gode stime, holdet er inde i. Med point imod topholdet vil VSK stadig have snor i FA 2000, der ligger nummer to, og fortsat spille med om den anden oprykningsplads. FA 2000 drager to km. vest på for at spille lokalopgør mod Vanløse.

Det er et VSK-hold med selvtillid, der tager til Middelfart. Holdet haft et godt forår, så VSK er klar til at byde Middelfart op til dans. I de seneste kampe har man stået godt i kæderne, presset har fungeret, og VSK har sat nogle gode angrebskombinationer op. Samtidigt er der en god harmoni på holdet. Holdet har en god bredde og står således godt rustet til de sidste afgørende kampe i slutspillet.

6 kampe før afslutningen er lørdagens modstander sikker på oprykning til 2. division. Trods den store pointmæssige forskel mellem nummer et og tre i rækken, er VSK vant til at spille tætte kampe, når holdet møder fynboerne. De seneste to indbyrdes kampe har været tætte med spinkle sejre til Middelfart. Det er to hold, der står godt til hinanden, så det er spændende, om Gjesing og Post har noget nyt at trække op af taktikposen.

Husk 3. divisionskampe skal ses live. Her spilles uden VAR. Til gengæld har DSB sat ekstra togbusser ind. Hvis du alligevel ikke kan nå frem til Middelfart stadion på lørdag, så kan kampen ses på streamingplatformen: https://3-division.dk/streaming/

Luk