Menu

Lokalopgør i festugen

image
25. august 2023 kl. 12:15

LOKALOPGØR I FESTUGEN

I denne weekend, hvor festugen starter, spilles to aarhusianske lokalopgør i herredivisionerne. På Risvangen mødes de to aarhusianske 2. divisionshold. Mens det måske mest spændende lokalopgør spilles i Lyseng, hvor Sydbyens 3. divisionshold tager i mod Nordbyens repræsentanter i samme række, VSK Aarhus.

Der er lagt op til et spændende opgør i midten af rækken, hvor begge hold er placeret med 4 point for de første tre kampe. Holdene kender hinanden godt, og oftest spilles der jævnbyrdige kampe, hvor der bliver gået til vaflerne. Det bliver sikkert også tilfældet på lørdag kl. 13.00.

Både på træner- og spillersiden har Lyseng gode aktører, der tidligere har gjort det godt i Vejlby Skovbakken. Det gælder bl.a. cheftræner, Michele Demontis, målmandstræner, Magnus Wang Schaldemose og den spillende assistenttræner, Henrik Brodersen, der i en pokalkamp mod Brøndby for år tilbage overstrålede Brøndbys midtbane med Christian Nørgaard, Johan Elmander og Teemu Pukki, og med sit hovedstødsmål fremtvang omkamp.

Ved siden af sig på Lyseng-holdet har Henrik Brodersen også de tidligere VSK-spillere, Marco Kruuse og topscoreren, Anders Fæster, så der er både point og prestige på spil i lørdagens opgør.

Trods det ærgerlige nederlag til Svendborg Oure i sidste weekend var der positive takter hos flere af de nye spillere på VSK-holdet. Peter Nemec kom på scoringstavlen og glider allerede godt ind i spillet. Det gør Emil Vestergaard og Chrisitian Skou også. Ligesom VSK utvivlsomt får glæde af spillere som Simon Puggaard og Jonathan Nissen. Det er spillere, som måske allerede i lørdagens lokalopgør vil shine og være med til at lægge pres på hjemmeholdet.

Under alle omstændigheder er der lagt op til et betydningsfuldt og dramatisk lokalopgør, hvor der vil være engagement og intensitet fra start. Tag cyklen og kør gennem det festuge-udsmykkede Aarhus til Lyseng Idrætspark, hvor der fløjtes op på lørdag d. 26 august kl. 13.00. Hvis du ikke har mulighed for det, kan du sætte dig godt tilrette i sofaen og følge kampen på live-stream: https://3-division.dk/streaming/

Luk