Menu

Drømmen lever…

image
09. juni 2023 kl. 20:41
FA 2000 - VSK Aarhus lørdag d. 10 juni kl. 13.45

Drømmen lever…

Lørdag eftermiddag bliver måske den mest spændende dag for VSK´s Herreelitehold i 3. division i fusionsklubbens historie. Fra en position uden for oprykningsspillet før sidste kamp i grundspillet, er VSK kommet fra baghjul – og stille og roligt ædt sig ind på kandidaterne til oprykning, der var placeret foran aarhusianerne.

Det alle elitefodboldspillere drømmer om, er at spille afgørende kampe. For VSK-spillerne sker det på lørdag, hvor holdet møder FA2000 på Frederiksberg stadion. For en uge siden var VSK fem point efter FA2000, men sejren i Næsby reducerede forspringet til to point. Det betyder, at VSK kan gå forbi FA2000 inden den sidste kamp næste lørdag.

Mens VSK-spillerne forhåbentlig kan nyde denne position og glæde sig over et fantastisk forår og en flot bølge, der kulminerer med at skulle spille en så betydningsfuld kamp, så ligger presset på Københavnerne. Det bliver spændende at se, hvordan FA2000 vil gribe situationen an. Med en sejr har FA2000 sikret sig oprykning, så champagnen er købt på Frederiksberg. Omvendt har VSK muligheden for oprykning, hvis det bliver til point.

Det bliver en kamp, hvor alle faktorer kommer i spil. De sidste to indbyrdes kampe er endt uafgjort, men lørdag kan et af holdene være tvunget til at satse. Der er ingen tvivl om, at alle taktiske muligheder bliver sat i spil. Lige som spændingsniveauet blandt spillere og ledere på de to hold er i top.

Ses vi på Frederiksberg stadion på lørdag d. 10 juni kl. 13.45 til en måske afgørende kamp? Ellers kan du følge spændingen på Divisionsforeningens streaming-platform her: https://3-division.dk/streaming/

Ved Samlet Kraft – go for it VSK

 

Luk