Menu

VSK levede op til favoritværdigheden

image
25. maj 2019 kl. 21:21

Det var et fokuseret og velforberedt VSK-mandskab, der lørdag formiddag mødte ind på Lystrup Idrætsanlæg. Som det også fremgik af optakten til dagens kamp, var forventningen klar: 3 point og en professionel indsats. Som ønsket, som gjort.

Lystrup IF gjorde ellers en dyd ud af at gøre livet svært for gæsterne fra Vejlby-Risskov. 11 spillere stod placeret bag bolden i en taktisk velproportioneret udgangsformation. Dette kunne dog ikke forhindre VSK Aarhus i fra start at lægge et tungt tryk på Lystrup-feltet.

Hul på bylden kom der allerede efter 11 minutter, hvor Jakob Rittig blev målscoren til 1-0. Resten af første halvleg blev med VSK Aarhus mest på bolden. Dog kunne Nicolai Christensen have fordoblet VSK Aarhus-føringen, men kun en god redning af Lystrups målmand forhindrede dette.

Jakob Hansen Niklassen fandt på en dyb bold Mads Kaalund, der gjorde det til 2-0 kort inde i anden halvleg. 3-0 blev det ved Jacob Kromann inden, at Nicolai Christensen lukkede til 4-0 på et straffespark.

Assisterende manager Mads Post udtaler om kampen: ”Vi vinder fuldt fortjent 4-0 i Lystrup uden, at vi rammer vores topniveau rent spillemæssigt. På en meget svær bane mod et ultra defensivt Lystrup-mandskab, skal der lyde stor ros til alle spillere for at bevare tålmodigheden og koncentrationen gennem alle 93 minutter. Vi scorer 4 flotte mål og giver ikke en eneste chance væk i den anden ende”.

Man kunne have frygtet, at den nye spillestil under Gjesing og Post ville føre flere indkasserede mål med sig. Når alt kommer til alt, så forholder det sig nok stik modsat: Den offensive stil har hjulpet til, at man er begyndt at spille til nul. Modstanderne har simpelthen ikke bolden nok til for alvor at blive farlige. Derfor kunne målmand Magnus Wang for tredje kamp i træk slutte arbejdsdagen uden at have indkasseret mål.

Bagkæden blev i dag udgjort af Anders Schultz, Jakob Hansen Niklassen og U19-talentet Jacob Green. Sidstnævnte har virkeligt bevist, at han er klar til seniorfodbold, og at han kan gå en stor karriere i møde, hvis han fortsætter sin udvikling.