Menu

Hård dag på kontoret gav 1 point

image
01. juni 2019 kl. 22:05

Dagens kamp mod Aarhus Fremad var kendetegnet ved hårdhed fremfor finesse. Et svært underlag gjorde, at kampbilledet fra start blev hjemmeholdet mest på bolden – dog uden at skabe åbne chancer. Gæsterne lurede giftigt på omstillingerne. Således kunne udeholdet efter 28 minutter bringe sig foran efter hurtigt og direkte spil.

Reaktionen på dette var fra VSK’s side helt perfekt: Som modsvar kom et fremragende mål. Efter et perfekt slået indlæg fra Clemmensen i højre side kom Jakob Rittig først på bolden i feltet. Rittig tog et skarpt touch og scorede derefter sikkert.

Herefter blev VSK Aarhus ramt af en blanding af vanskelige baneforhold og koncentrationssvigt ved gæsternes mål til 1-2 og senere 2-3 efter. I begge situationer kunne flere VSK’ere have handlet anderledes. Fejl er dog altid en risiko. Især i disse kampe med en masse at spille om. Dette modner imidlertid de helt unge spillere. Jacob Kromann stod for de to VSK-udligner til 2-2 og 3-3.

Jens Gjesing udtalte efter kampen: ”På en dag hvor enormt mange ting ikke fungerer, og vi forærer to mål væk, så må vi være tilfredse med 1 point. I en kamp med meget få chancen er det bemærkelsesværdigt, at der bliver scoret seks gange. Vi havde i dag besvær med at få lukket et meget kompakt og lavtstående Fremad-hold op. Banen gjorde det absolut heller ikke nemmere at spille hurtigt. Spillerne skal have ros for at kæmpe til det sidste samt at komme tilbage tre gange i kampen. Det vidner om en stærk moral. Især på en dag, hvor de indkasserede mål godt kunne gøre ondt, fordi det er store fejl, vi begår. Status er, at vi med det ene point befinder os i en meget gunstig situation med to kampe tilbage”.