Menu

Aarhus Nord sejrede i Nordjylland

image
08. juni 2019 kl. 13:32

Nogle gange er ord totalt overflødige. Det var de, hvis man i går var tilstede på Nordjyske Bank Arena i Nørresundby. Ikke kun fordi, at VSK Aarhus nu står millimeter fra en plads i 2. division næste sæson. Faktisk mest af alt fordi, at kampen satte to streger under den udvikling som holdet fra 8240 har gennemgået dette forår. Indsatsen denne fredag aften var topprofessionel: en velfungerende offensiv og en bundsolid defensiv. At man har fået en cheftræner med erfaring fra allerøverste niveau herhjemme, er ikke til at tage fejl af.

VSK skulle ikke bruge mere end 7 minutter på at bringe sig foran. Efter et indkast i højre side fik Mads Kaalund via en Nørresundby-spiller distribueret bolden over til Magnus Clemmensen, som fra en helt usandsynlig vinkel trykkede af. Der har næppe været en bold i kongeriget Danmark, der fredag blev ramt mere rent end den, som Clemmensen sendte på undersiden af overliggeren og derefter i mål (med sit venstre ben).

Herefter blev det en intens og hårdt spillet kamp med meget aktivitet midt på banen. VSK Aarhus spillede en kende mere direkte end tilfældet havde været gennem resten af foråret. Det var tydeligt, at man gerne ville ud og løbe med Nørresundbys bagkæde. Det kom man efter 30 minutter. Magnus Wang sendte et udspark med kirurgisk præcision i fødderne på Jakob Rittig. Med en exceptionel førsteberøring og et elegant chip fandt han Jacob Kromann, der sikkert scorede. En scoring med kvalitet til langt mere end Danmarksserien.

Retfærdigvis skal det nævnes, at hjemmeholdet også havde sine muligheder. Blandet andet flere nærgående dødbolde og skud på opstanderne. Desuden bør vi takke Nørresundby for en formidabel ramme om kampen. Det er ligeledes på sin plads at anerkende NFB for en helt igennem flot sæson som oprykker! Godt gået.

Kort efter pausen fik hjemmeholdet et frispark fra en spids vinkel i venstre side tæt på vores felt. Det lykkedes her Nørresundby at sende en afslutning så tilstrækkeligt tæt på mål, at kampens dommertrio vurderede, at bolden havde passeret målstregen. 1-2.

I situationer som disse kan man vælge at gå i panik. Det ville faktisk være ganske naturligt med så meget på spil, som tilfældet var. Men trænerteamet fik dog guidet spillerne ud af denne hektiske periode. Trykket blev lettet og udbyttet blev en dødbold. Mads Post’s time to shine. Schultz til Kaalund til Rittig. 1-3.

Da værterne et kvarter før tid fik et rødt kort, kunne VSK Aarhus i sikker stil køre sejren hjem. Det er en fornøjelse at se, hvordan de rutinerede spillere her hjalp de unge spillere. Vi spiller altså med en førsteårs U19-spiller i midterforsvaret, som uden problemer går ind og tager enormt ansvar. Blandt andet fordi, at man har nogle rutinerede folk at læne sig op ad.

Se højdepunkter på VSK Aarhus’ officielle facebook- og instagram side.