Menu

Endnu en VB-spiller rykker til VSK Aarhus

image Billedet er lånt fra Christinas facebookprofil
Michael Lynge
14. januar 2018 kl. 10:22
Den 27-årige defensivspiller Christina Ravn Nielsen støder til VSK Aarhus truppen nu, efter at hun i de seneste har været en af de rutinerede kræfter i Vejle Boldklub.

Det bliver spændende at komme til et hold, hvor jeg kan deltage i det opbyggende spil, og være mere i boldbesiddelse end jeg har været vant til i Vejle. Den større Favoritrolle som VSK har i modsætning til VB forpligter også, og lægger selvfølgelig et større pres på mig, og jeg glæder mig til at komme tilbage til Vejlby/Risskov, fortæller Christina Ravn Nielsen.

 

Christina kommer oprindeligt fra Galten FS og skiftede som ung til Skovbakken, inden Vejle de seneste sæsoner har haft fornøjelse af hendes gode defensive kompetencer og store rutine.

Det har været en fornøjelse at spille i VB, trods alt, og jeg kommer helt afgjort til at savne både spillere, trænere og hold/klub-ånden. Jeg har siden mit skifte til Vejle fra Skovbakken været en af de rutinerede spillere, og har spillet med mange forskellige ”hold” pga. rimelig stor udskiftning. Men unge som ”gamle” jeg har spillet med igennem min tid, har alle bidraget med mere end man kunne forvente, og dét har været fedt. Det har til tider været en enhed der har fået 2+2 til at give 5, trods hårde odds, og det har jeg lært rigtig meget af og nydt at være en del af.

 

I VSK Aarhus kommer hun til at spille for et hold med bedre spillere og selv peger hun på et godt træningsmiljø som baggrunden for hendes skifte.

VSK Aarhus har et velorganiseret træningsmiljø med et godt fokus på fysisk træning, samt høj intensitet. Man indgår i en bred trup, og der er kamp om alle pladser, hvilket bl.a. stiller kraver til den enkelte spillers kontinuerlige forbedring. Jeg kender klubben fra tidligere, og dermed også flere af spillerne, og ved at der er stort fokus på et stærkt sammenhold i en sammenspillet og homogen trup.

 

I foråret har VSK Aarhus 10 kampe til at sikre sig en bronzemedalje. Udgangspunktet er en 5. plads og en afstand på henholdsvis 2 og 4 point til Kolding og BSF og det er derfor vigtigt at få overmandet de to mandskaber, som ligeledes har styrket trupperne henover vinterperioden.

Når vi (VB) har spillet mod de tre hold har vi tabt med mindst margin til Kolding, og har generelt haft en bedre fornemmelse af at ”spille med” end mod VSK og BSF. Jeg synes at truppen i BSF er blevet stærk, og de har fået dygtige, tekniske og hurtige spillere i foråret og er over en kort årrække også blevet spillet godt sammen. Jeg tror på dagen at sejren kan tippe til begge sider (i opgørene mellem BSF og VSK), men grundet mit skifte til VSK, tror jeg selvfølgelig på os, og vi vil gå efter det hver eneste gang!

 

Christinas debut kan få debut den 24. marts når VSK Aarhus i sæsonåbneren tager imod Brøndby IF.

Luk